En tur til København

I går morges, mandag d. 21. maj, tog min mor og jeg toget til København klokken lidt i 7. Jeg var ret træt, og brugte det meste af togturen på at halvsove og læse "The Hunger Games: Catching Fire" ("Løbeild" på dansk), mens min mor sov så meget, at hun ikke opdagede, at vi kørte over broerne.
Vi ankom i København omkring klokken 10 - 1½ time til jeg skulle på den amerikanske ambassade til et interview. Vi fik 1 time til at gå med at spise noget mad, vi købte, og ellers bare gå lidt rundt på Strøget og kigge.
Derefter sad vi ellers i 25 minutter et stykke væk fra ambassaden og ventede. Jeg tror ikke, at jeg har været så nervøs længe, men tiden gik da, og klokken 11:30 sad jeg inde i den amerikanske ambassades venteværelse med nummeret 46 i hånden. Ambassaden er ikke noget at skrive hjem om - når man kommer ind, er der security med det samme, hvor de spørger, om man har mobil, bælte og/eller ur på sig. Hvis du har det, skal du aflevere det til dem, så du kan få det tilbage senere. Derefter, skal du aflevere de ting, du ellers har få dig, og gå igennem en metaldetektor. Sker der ikke noget, får du selvfølgelig dine ting tilbage - går den af, ved jeg ikke, hvad der sker.
Så kommer man ind i venteværelset, der ikke er ret stort. Der er en masse røde sofaer, og en lilla, der står i et halvt afskåret lokale.
De kalder på dig - med dit nummer - når det er din tur. Jeg tror, jeg sad i næsten 20 minutter og ventede på, at de skulle kalde "46" - fourty-six. Da gik jeg op til skranken, hvor jeg afleverede mine papirer, mit pas og nogle billeder, der skulle scannes ind. Jeg skulle også skrive under på et papir og have scannet mine fingeraftryk. Så blev jeg bedt om at sætte mig ned igen og vente på, at de kaldte mig op igen. Der gik cirka 5 minutter med mere venten.
Der efter blev jeg kaldt op til en anden skranke og blev "interviewet" eller rettere, stillet 3 eller 4 spørgsmål, jeg skulle svare på - på engelsk. "What do you want to do in the U.S.A.?" "On a High School Year?" "Where are you going?" "Are you excited?".
Og det var det. Sådan et anti-klimaks, jeg ved det, men det er sandt.
Men at komme ud fra ambassaden var lidt forvirrende. Først skulle man gå ud fra venteværelset i den dør, man kom ind ad, men derefter var man nødt til at gå udenfor, bag hegnet, for at gå ind igennem en dør, som ledte ind til samme lokale, som man var i før, for at man kunne komme ud ad hoveddøren og ud på gaden.

Derefter gik jeg hen til min mor, der havde slået sig ned på en bænk, hvor hun ventede - og så stod den ellers på Strøgtur! Vi gik ind i mange forskellige butikker og kiggede, men vi købte ikke meget, mest tøj til mig. Vi spiste også sushi - meget sushi. Rigtig meget sushi. Jeg tror ikke, jeg har været så mæt nogensinde før. Vi fik 30 stykker til deling, og vi spiste ikke engang 10 hver.
Så var der 1½ til vi skulle hjem. Dem brugte vi på at sidde på Københavns Hovebanegård og lave ja, ingenting.
Og så gik turen ellers hjemad til Randers, hvor vi sad ved siden af en pige fra Hobro (eller som skulle til Hobro, så jeg går udfra, at hun bor der), som havde super kort hår, hvilket klædte hende super godt. Vi blev ved med at sidde og smile til hinanden, hvis vi fangede hinandens blikke. På et tidspunkt væltede hendes taske og alting røg ind under mit sæde, så jeg var nødt til at samle det op. Bogen var ikke let at få fat på, og så sagde hun bare "Så god er den heller ikke,". Det grinte jeg lidt af. Jeg fandt aldrig ud af hvad hun hed - jeg burde have spurgt hende

Men det var en ret hyggelig tur - og en lang dag.

Ambassaden

Og så er der bestilt tid på den amerikanske ambassade den 21. maj. Min mor og jeg skal med toget klokken 6.28 om morgenen. Vi skal være ved ambassaden klokken 11.30 PRÆCIS. Ikke før. Ikke efter. Men klokken 11.30. PUNKTUM.

Bagefter regner vi med at tage ud og spise noget sushi, for der ligger en restaurant, som jeg har hørt skulle være ret god, i nærheden. Hehe.

Altså... Jeg tror at det var det. Jeg orker ikke at skrive mere lige nu.

Den Amerikanske Ambassade og procastination

Har lige fået brev fra EF om at jeg relativt snart skal til interview på den amerikanske ambassade. Men først er der en hel del ting man skal have styr på, og jeg har ikke helt fået fat på hvad det er, eftersom jeg fik e-mailen for nogle timer siden, hvor jeg kun læste de første 3 eller 4 punkter. Den e-mail var omkring 3 sider lang.

Jeg skulle egentlig også have skrevet en e-mail til skolen, men der vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle skrive. Min mor sagde, hun ville hjælpe mig med det, men jeg tror, hun glemte det.



På en lidt mere glad og lidt mere tilfældig side, så har jeg (ikke for nyligt, men under en måned siden) været inde og se The Hunger Games. En af de bedste film nogensinde. Jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen FØR jeg så filmen, men... Sådan er det jo.
Nu har jeg så læst dem, og de er fantastiske. Jeg elsker dem så højt.

Nå. Jeg skulle til at skrive en e-mail.

Vi ses!

Mere info fra familien! :D

Tøhø!

Du læste rigtigt! Den 2. april sendte Lynn tre billeder fra Montana

-

Et af Jessica og John, der hopper på trampolin, et af fronten på huset og et af udsigten fra deres altan!

:D

Talking with Jesca

Guess what!

:D:D:D SMILEYS. Lol, nej. Ikke det.

Jeg var til opvisning i går. I Dronningborghallen. Så tog jeg hjem, gik i bad og spiste noget mad (var super sulten), bla, bla, bla.
Nå, men så blev klokken pludselig halv 11, og så ringede min værtssøster til mig over Skype! ^w^ Oh yes.
Vi snakkede lidt, om skole og sådan, og hun viste mig rundt i huset. "It's quite small," siger hun så - Nårh ja, for mit hus her i Danmark er selvfølgelig større!!

...

Nej vel? xD

Anyway!
Altså de bor på toppen af en bakke (eftersom byen ligger på en bakke...). Bag ved huset ligger der en mark, og den så bare super awesome ud! Det er så der man tænker; "Hvorfor bor jeg ikke sådan et sted?!"
Og så tænker jeg så; "Veeent... DET GØR JEG JO!" Eller... Det kommer jeg i alt fald til!

Hun spurgte mig også om hvilke fag jeg ville tage... Jeg aner det virkelig ikke. Art, Spanish, History, English, etc. SÅ MANGE FAG (Så mang' lag...).'


Ja'erh. 'Kay, ses! <3

Introducering af værtsfamilien!

Ja, du læste HELT rigtigt. Nu vil jeg introducere min værtsfamilie sådan for alvor!

Altså, som sagt er de en familie på tre, faren, John, moren, Lynn, og deres datter på 14, Jessica. De bor i Billings, som er den største by i Montana. De har (så vidt jeg har forstået) to hunde.

John er miljøtekniker, Lynn er rekrutteringsspecialist for Fed Ex, og Jessica går i 8. klasse på Riverside Middle School, men starter på sit første år på Billings Senior High School til efteråret - ligesom mig.

De kan godt lide udedørs aktiviteter, at rejse og bruge tid med familien. De er også glade for at spille kort, kunne jeg forstå på Jessica, for hun spurgte mig nemlig om jeg var god til at spille kort. Hvilket jeg ikke er. x)

 Det her er John og Lynn.

Og her er Jessica.

Gud. Hvor er hun egentlig tynd...

Jessica løber også noget, der hedder Cross Country. Google oversætter det som langrend, men er det ikke på ski? :P Det er egentlig bare koncurrence løb, som ikke er på bane, men ude i naturen (ikke med mange bakker, men sådan mere... Fladt... Eller noget).

Vi satser på at kommer på varsity holdet, men lad os nu se, hvordan det kommer til at gå. Hvis vi gør, skal vi sikkert ud og rejse en del. :) Det ville være awesome.

Skoleåret starter ikke før den 22. august. Fedt nok.

'Till we meet again

~ Josephine

Værtsfamilie! :D

Jeg fik min værtsfamilie i går. Det er jo bare fantastisk.

En familie på tre; Mor, far og datter. Lynn, John og Jessica. De bor i Billings, MT (Montana for dem, der ikke kender forkortelsen). Det er, så vidt jeg ved, den største by i hele Montana, eftersom de fleste familier i Montana bor i småbyer rundt omkring i staten.

Og, in case you didn't know, så er det ikke langt fra Yellow Stone National Park (sjovt nok fordi det fylder ret meget af staten). Og fik jeg forresten sagt, at Billings er oppe i bjergene? :)

Det glemte jeg vist.

IT'S SO AWESOME.

See you around!