I går morges, mandag d. 21. maj, tog min mor og jeg toget til København klokken lidt i 7. Jeg var ret træt, og brugte det meste af togturen på at halvsove og læse "The Hunger Games: Catching Fire" ("Løbeild" på dansk), mens min mor sov så meget, at hun ikke opdagede, at vi kørte over broerne.
Vi ankom i København omkring klokken 10 - 1½ time til jeg skulle på den amerikanske ambassade til et interview. Vi fik 1 time til at gå med at spise noget mad, vi købte, og ellers bare gå lidt rundt på Strøget og kigge.
Derefter sad vi ellers i 25 minutter et stykke væk fra ambassaden og ventede. Jeg tror ikke, at jeg har været så nervøs længe, men tiden gik da, og klokken 11:30 sad jeg inde i den amerikanske ambassades venteværelse med nummeret 46 i hånden. Ambassaden er ikke noget at skrive hjem om - når man kommer ind, er der security med det samme, hvor de spørger, om man har mobil, bælte og/eller ur på sig. Hvis du har det, skal du aflevere det til dem, så du kan få det tilbage senere. Derefter, skal du aflevere de ting, du ellers har få dig, og gå igennem en metaldetektor. Sker der ikke noget, får du selvfølgelig dine ting tilbage - går den af, ved jeg ikke, hvad der sker.
Så kommer man ind i venteværelset, der ikke er ret stort. Der er en masse røde sofaer, og en lilla, der står i et halvt afskåret lokale.
De kalder på dig - med dit nummer - når det er din tur. Jeg tror, jeg sad i næsten 20 minutter og ventede på, at de skulle kalde "46" - fourty-six. Da gik jeg op til skranken, hvor jeg afleverede mine papirer, mit pas og nogle billeder, der skulle scannes ind. Jeg skulle også skrive under på et papir og have scannet mine fingeraftryk. Så blev jeg bedt om at sætte mig ned igen og vente på, at de kaldte mig op igen. Der gik cirka 5 minutter med mere venten.
Der efter blev jeg kaldt op til en anden skranke og blev "interviewet" eller rettere, stillet 3 eller 4 spørgsmål, jeg skulle svare på - på engelsk. "What do you want to do in the U.S.A.?" "On a High School Year?" "Where are you going?" "Are you excited?".
Og det var det. Sådan et anti-klimaks, jeg ved det, men det er sandt.
Men at komme ud fra ambassaden var lidt forvirrende. Først skulle man gå ud fra venteværelset i den dør, man kom ind ad, men derefter var man nødt til at gå udenfor, bag hegnet, for at gå ind igennem en dør, som ledte ind til samme lokale, som man var i før, for at man kunne komme ud ad hoveddøren og ud på gaden.
Derefter gik jeg hen til min mor, der havde slået sig ned på en bænk, hvor hun ventede - og så stod den ellers på Strøgtur! Vi gik ind i mange forskellige butikker og kiggede, men vi købte ikke meget, mest tøj til mig. Vi spiste også sushi - meget sushi. Rigtig meget sushi. Jeg tror ikke, jeg har været så mæt nogensinde før. Vi fik 30 stykker til deling, og vi spiste ikke engang 10 hver.
Så var der 1½ til vi skulle hjem. Dem brugte vi på at sidde på Københavns Hovebanegård og lave ja, ingenting.
Og så gik turen ellers hjemad til Randers, hvor vi sad ved siden af en pige fra Hobro (eller som skulle til Hobro, så jeg går udfra, at hun bor der), som havde super kort hår, hvilket klædte hende super godt. Vi blev ved med at sidde og smile til hinanden, hvis vi fangede hinandens blikke. På et tidspunkt væltede hendes taske og alting røg ind under mit sæde, så jeg var nødt til at samle det op. Bogen var ikke let at få fat på, og så sagde hun bare "Så god er den heller ikke,". Det grinte jeg lidt af. Jeg fandt aldrig ud af hvad hun hed - jeg burde have spurgt hende
Men det var en ret hyggelig tur - og en lang dag.
