Er dette et nyt blog indlæg? Hvad foregår der dog? Jeg forstår ikke, har jeg faktisk fået vildet mig ind på denne side?
Jamen, Josephine dog, hvad foretager du dig dog her?
Ja, ser du, det er et rigtigt godt spørgsmål, som du stiller der, kammerat, og jeg har faktisk ikke noget logisk svar, og jeg gider ikke rode mig ud i al det filosofiske, det er der ikke tid til. Kort fortalt: UPDATE TIME. Med billeder. *indsæt awesome boom lyd her*
Det her var så den dag, hvor vi tog ud for at købe græskar - dagen efter Jessica havde været til et eller andet volunteer noget og lignede en, som havde badet i pink maling.
GRÆSKAAAARR!!
Den der hund, som bor i vores hus det meste af tiden. Hun hedder Cami, fyi.
Halloween mad. Oh yeah.
Jessica laver milkshakes, og jeg render rundt med mit kamera og lader, som om jeg laver noget seriøst.
Dengang, hvor jeg gik udenfor og faldt over noget sejlgarn foran Isabellas hus.
Cati, udvekslingsstudenten fra Tysker-Land.
Mit awesome græskar, som jeg var for doven til at skære i.
Falskt juletræ. Rigtige træer er for LOOSERS. Haha, nej, seriøst. Jeg savner et rigtigt træ.
Julelys. Julelys overalt.
Jeg ved ikke, hvad der er med hende og nøddeknækkere. De har navne og alt muligt, og hun kan endda huske dem.
Men altså, nu er det december, og jeg har lige regnet ud, at jeg har godt og vel 6 måneder tilbage. December, januar, februar, marts, april, maj og en meget lille del af juni, som jeg ikke vil tælle med som en måned. Det er bare ikke fedt at vide - at jeg har så lidt tid tilbage her, og der er så mange ting, som jeg stadig ikke har fået gjort. Ikke at jeg gider at liste dem eller noget, men der er mange ting, som jeg gerne vil have gjort, før jeg forlader Montana... Og Amerika generelt.
Tja. Back on track. Skole.
Oh. My. God.
Dag ud, dag ind. Samme ting, HVER DAG. Samme skema, samme mennesker, samme ting vi laver. Jeg mener seriøst, nogle gange er det til at falde i søvn over. Specielt U.S. History og Government. Det er da noget af det kedeligste, som jeg nogensinde har oplevet, jeg siger det bare. Altså jeg forstår godt, at det er en super god idé at tage fagene, men det er da godt nok ke-de-ligt. S'jøst.
Jeg har lige set, at jeg har det D i English. Infinitive NOOOOOOO. Hvilket betyder, at jeg er nødt til at spørge min lærer, om jeg kan tage en quiz om. Super.
Okay, så i torsdags startede jeg i skole for alvor. 6 lektioner om dagen + 40 minutters spisepause.
Det lyder slemt, men det er det absolut ikke - faktisk er det ret sjovt at gå i skole her. Måske er det, fordi jeg har taget en masse "lette" klasser, eller fordi jeg bare synes, det er spændende og anderledes.
Mit skema er ret... Kompliceret. (S1 betyder Semester 1)
- Period - S - Course Name - Room -
- 1 - S1 - ART 1 - 311 -
- 2 - S1 - US GOVERNMENT - 230 -
- 3 - S1 - ENGLISH 3 - 232 -
--- 1ST LUNCH
- 4 - S1 - ACTIVITIES - GYM 3 -
- 5 - S1 - US HISTORY - 212 -
- 6 - S1 - GERMAN 1 - 103 -
Se, det var ikke så indviklet. Det første tal i lokalenummeret er hvilken etage det er på - 1 er stuen, 2 er 1. etage, og 3 er 2. etage. De fleste af mine klasser foregår på anden sal, hvor mit skab også er - hvilket bringer mig videre til det næste jeg ville tale om:
SKABE. Jeg mener virkelig? De er forfærdelige, eller rettere, jeg er forfærdelig til at bruge dem! Jeg ender altid med at stable mine tasker inde i det, og bare slæbe rundt på min rygsæk og alle mine bøger hele tiden, fordi det er meget lettere.
Angående venner: Dem har jeg ikke ret mange af. Jeg har kun 5 venner, som jeg kender navnet på (og som ikke er Jessicas veninder fra Riverside): Chantel, Hunter, Cati, Lane og Andrea.
Chantel kender jeg fra English 3 og US History. Vi tager også den samme bus fra skolen. Hunter er en, som jeg tilfældigt mødte og begyndte at snakke med, mens jeg ventede på, at John kunne komme og køre mig hjem fra skolen om onsdagen, hvor jeg kun var der i 2½ time. Cati er den tyske udvekslingsstudent, som jeg snakker en del med, selvom vi ikke har nogle timer sammen. Lane er min makker i tysk timerne, og Andrea er fra Enligsh 3 og Activities.
Af Jessicas venner er der ret mange, selvom de fleste går på de andre high schools i byen: The Dark Side (eller West, som den egentlig hedder), Skyview og Central. Jeg kan ikke huske, hvem der går hvor, bortset fra Marissa, som går på West - hvilket hun tilsyneladende hader, men hun prøvede at skifte til Senior, men West ville ikke lade hende skifte skole.
Jessica har kun to veninder fra Riverside tilbage på Senior: Shania og Alexis (kaldet Lexi). Og så var der vist en dreng i hendes Honors Algebra 2 klasse, men jeg kan ikke huske hans navn.
Mine lærere er lidt... Underlige.
Min engelsk lærer læser højt fra børnebøger i slutningen af hver time eller fortæller om et eller andet, som hun har oplevet.
Activties coachen insisterer på, at vi er på Advanced Activities , og at vi er specielle. IDEK.
Tysk læreren er bare lidt skør - men det er vildt sjovt.
Nu begynder det at nærme sig - jeg kan mærke det. Mine mave trækker sig underligt sammen, når jeg tænker på, at nu skal jeg snart forlade det, som jeg er vokset op med.
Der er 26 dage tilbage. Kl. 15.45 i morgen er der kun 25 dage.
Min mor har anrettet det her. Det er til at tælle ned med. Hver morgen klipper jeg en centimer af. En centimer er lig en dag.
Jeg rejser fra Kastrup den 2. august 2012 kl. 15.45. Jeg skal mødes med EF-menneskerne ved 7-eleven kl. 13.45 for at checke ind. Og så er det ellers farvel til Danmark for et stykke tid.
Så blev det den sidste dag - søndag. Morgenmaden var først kl 8:45, og Julia og jeg havde pakket langt det meste aftenen før, så vi kunne i det mindste sove lidt længere, end vi havde gjort lørdag. Efter vi havde pakket færdig, skulle vi gå ned og aflevere vores nøgler i receptionen, hvorefter vi skulle stille vores ting bagerst i gruppe 5s lokale, som var lige i nærheden af receptionen - og udgangen.
Efter morgenmaden, som forresten var rigtig god, gik vi ned i vores gruppelokale. Vi skulle endnu en gang snakke om forventninger. Det kan jeg ikke huske så meget af, så det springer vi let og elegant over. Bagefter skulle vi skrive et "Dear Me"-letter. Et brev til os selv, hvori vi vi skulle skrive lidt om, hvad man håbede havde sket, og om hvordan man ville klare sig. Man ville skrive lidt om sine nuværende forventninger, og selvfølgelig fortælle, hvad det dog var for et brev, man lige havde modtaget. Jeg skrev også, at vi lige havde været på camp, og om jeg mon kan huske det til den tid. Til sidst skulle man skrive nogle inspirerende ord, hvilket helt klart var det sværeste.
Kl. 11:00 skulle vi alle op ovenpå for at få lidt praktisk information fra EF kontoret. Det var mest bare en gennemgang af reglerne, men denne gang lidt mere grundigt end bare "I må ikke drikke, ryge, tage stoff, etc.". Mere i stil af at I burde gøre sådan og sådan, og så er der lige de her regler, og det her skal i undgå.
Omkring kl. 12:00 var vi færdige, og gruppe 4-6 spiste frokost. Resten af os gik til vores respektive mødesteder for at få t-shirts'ene fra campen (som jeg faktisk har på lige nu). I den næste halve time vidste vi ikke, hvad vi skulle lave, så de fleste af drengene gav sig til at spille bordtennis. Indtil bolden på mystisk vis forsvandt. De fandt så en anden bold, som egentlig burde være brugt til jonglering, som de kunne spille med.
Og så blev det endelig frokosttid. Det lykkedes også Mikkel at spilde guacamole (eller hvordan man nu staver det!) på sine bukser. Det drillede vi ham med resten af dagen.
Efter frokost skulle vi alle op i mødelokalet igen for at sige officielt farvel og tak for en fantastisk weekend. Det var rigtig hyggeligt, og der blev uddelt priser til den bedste Returnee (som jeg ikke kendte) og til den bedste gruppeleder, som viste sig, at være ingen ringere end Mikkel. Han fik en glas globus som pris.
Og så blev vi alle jaget udenfor for at gøre det her:
Så skulle der tages gruppebilleder. Først alle sammen samlet (Alle holdene):
Og bagefter (efter nogle få var gået) besluttede vores gruppe sig for at tage et gruppebillede med kun vores hold:
Bagefter fik Christoffer, Tobias og jeg en rigtig god idé: At danse vores gruppes dans. Den dans vi have brugt til EF @ Nite. Vi fik en del mennesker til at danse med. Bagefter synes de andre grupper, at de skulle gøre det samme, så der var en lille opvisning inden vi alle sammen tog hjem.
Dag to, lørdag startede med, at Julia og jeg stod op omkring kl. 7, hvilket var på samme tidspunkt som morgenløbet skulle starte - hvilket var én af grundene til, at vi ikke var med til det. Vi var færdige med at gøre os klar i løbet af et kvarter, og morgenmaden var først kl. 8:00, så vi satte os til at se TV indtil kl. 7:50, hvor vi gik hen til kantinen.
Ligesom med alt andet blev vi hurtigt færdige. Morgenmaden tog mellem 10 til 15 minutter (hvis man ikke tæller køen med). Bagefter var der en halv times pause (fra kl.8:30 til 9:00), men vi gik direkte ned til vores mødested i kælderen. Drengene spillede allerede bordtennis. Da Mikkel (vores gruppeleder) kom ned i lokalet skulle vi til at forberede os til vores EF @ Nite performance. Vi brugte nok en halv time på at finde ud af, hvad vi skulle lave - vores idéer var ikke alt for gode i starten, men da vi begyndte at blande dem sammen, blev det faktisk ret godt. Beskrivelsen af, hvad vi faktisk lavede, kommer senere!
Bagefter skulle vi snakke om kulturelle forskellige mellem Danmark og U.S.A., men først skulle vi lige flytte lokale, fordi der var så indelukket nede i kælderen. Derfor endte vi i noget, der lignede et fælles køkken, måske for dem, der boede på Hostel'et. Jeg endte i gruppe sammen med Tobias og en anden, som jeg ærligt talt ikke kan huske, hvem var - men jeg tror, det var Christoffer, men jeg er altså ikke sikker. Vi skulle snakke om, hvilke forskelle der var mellem religion i Danmark og religion i U.S.A. Vi havde ikke mange ting, så vi endte med at tegne en kirke, blomster, en mand og en metro. Meget kreativt. De andre havde fået nogle lidt "lettere" emner, som f.eks. skole, så de havde meget mere at fortælle end os.
Og så var der frokost. Det var ret hyggeligt, selvom vi - igen - spiste hurtigt for at kunne komme videre. Nu skulle vi i gang med emnet "Problem Solving" - eller "Problemløsning", som det hedder på dansk. Vi sad alle i en cirkel på gulvet, hvor Randi fortalte os en kort historie om et problem, som en anden udvekslingsstudent hade oplevet. Den første var noget om ens bror eller søsters venner. Personen havde kun været der i et par uger, og skolen var ikke startet endnu. De eneste venner han/hun havde var søsterens/brorens. En dag ringende de til eleven og spurgte om han/hun ville med i biografen. Problemet var, at da han/hun spurgte, om søsteren/broren ikke skulle med, sagde de, at det skulle han/hun ikke. Det andet problem var efter eleven var startet i skolen og endelig havde fundet en ven, som han/hun havde taget med hjem til middag. Der havde været en lettere akavet stilhed, da de spiste. Da vennen gik, sagde forældrene, at han ikke måtte komme igen, fordi han var sort. Løsningerne kan jeg ikke huske helt præcist, så det vil jeg ikke uddybe.
Derefter var der et foredrag med en psykolog. Det tog tre timer, og det var okay interessant, men dog ikke så meget, at jeg synes, det er værd at fortælle om. Bortset fra at vi fik chokolade, eller nogle af os gjorde, for jeg havde ikke lyst til det.
Bagefter skyndte vi os ned til vores mødested - vi skulle nemlig til at lave videre på vores EF @ Nite performance, for det var langt fra færdigt. Vi manglede stadig en let koreograferet dans, som nogle af os piger blev nødt til at lave. Returnee'en i vores gruppe, Randi, hjalp til med et "dance move", som vi kunne bruge. Det endte med at starte dansen.
Drengene var dog ikke meget for det, vi havde fundet på - for de skulle gøre noget, som de mente var meget pinligt. Men til sidst endte med, at langt de fleste var med - selv Mikkel var med på den.
Og så skulle der ellers bare øves - og klædes om til vores pink tøj/ting/noget.
Før vi kunne komme videre skulle vi også lige spise aftensmad.Vi sad mest bare og snakkede, om hvordan det mon ville gå, og om hvordan folk ville reagere til det, som vi havde fundet på.
Kl. 20:30 gik vi alle sammen mod det sted, hvor EF @ Nite blev holdt. Mit hold gik rundt med en masse lyserøde/pink balloner. De andre havde ikke taget nogle specielle ting med fra Danhostel, så vi må have set lidt mærkelige ud.
Da vi endelig ankom, skulle gruppe 1 først på scenen - gruppe et bestod af dem, som ikke skulle til U.S.A., f.eks. Canada, Frankrig og Irland. De havde lavet et lidt specielt show, hvor de blandt andet brugte sangen "We Are Family".
Bagefter var det vores tur. Nu kommer det indviklede, så se om du kan følge med.
Det hele startede med, at rummet blev mørklagt, og vi lyste vores balloner op med lommelygterne i vores telefoner imens vi gik ind på scenen til "Pink Panther Theme". Så tændte lyset, og man kunne se, at midt på scenen stod et bord, hvor der sad seks mennesker omkring. 4 drenge og to piger. Bagved bordet stod en pige klædt i en lyserød One Piece, som introducerede vores show ved at sige: "Welcome! We are group 2, pink group. And we now present to you a day on the EF office". Og så gik vi ellers rigtigt i gang.
En af drengene rejste sig op, og præsenterede sig selv som en fra EF Staff'et og de to andre der sad ved siden af ham som to af de andre fra EF. Og så sagde den ene af drengene "We will now tell you the rules for the last time", hvorefter han så fortalte, hvad vi har fået at vide en million gange; At vi ikke må drikke, ryge, få tatoveringer, få piercinger, tage stoffer eller tage til vilde fester. Derefter erklærede han mødet for slut, og beder dem så om at hjælpe ham med at bære bordet ud. Vi andre, der stod i baggrunden og skulle forestille at være folk, der arbejdede på EF kontoret, kiggede efter dem. Lidt efter de var "gået" startede "Sexy And I Know It" og alle brød ud i en mere eller mindre koreograferet dans med Christina og jeg forrest.
Men så ringede en telefon, og Anders løb op foran og tyssede på alle. Han tog telefonen og sagde: "Hello, you have called EF High School Year. We cannot answer the phone right now, since we are in the middle of an important meeting. Please call back in an hour." Da han "lagde på" igen, løftede han armene og musikken startede igen. Alle dansede videre - samme dans, men det kan jo være lige meget. På et eller andet tidspunkt stoppede musikken, og vi poserede for at få taget et (lidt rodet) gruppebillede. (Hvis der kommer en video med det, skal jeg nok lægge den op - men lige nu har jeg ikke en gang billeder af det.)
Bagefter kom de andre 4 hold på scenen, men det kan jeg ikke huske så
meget af. Og efter det fik vi kage og sodavand, for så at gå ind igen
for at lære EF's sommer dans af en professionel danselærer.
Her er resultatet:
Bagefter skulle vi have taget gruppebilleder med knæklys, det var ret sjovt. Når man altså havde fundet ud af, hvad man skulle lave på billedet. Et par stykker sad oppe på scenen og skrev U.S.A., mens vi andre sad/stod omkring og viftede som vanvittige med de der knæklys.
Så var tilbage til Dan Hostel Svendborg for endnu en "candle light chat", men de fleste af os sad bare og snakkede i mindre grupper. Jeg tog billeder af Christopher, som havde mega mange knæklys!
Med blitz
Uden blitz
Det så ret fedt ud, hvis jeg selv skal sige det!
Bagefter skulle Julia og jeg op på vores værelse og sove. Der gik ikke ret lang tid før vi faldt i søvn.
I sidste weekend var jeg i Svendborg på Fyn til noget, som vi kalder for EF Kick-Off Camp. Generelt går det ud på at lære en hel masse ting om ens kommende High School Year gennem en masse anderledes og spændende aktiviteter og, selvfølgelig, nogle få foredrag.
Men lad os nu starte fra begyndelsen. Campen startede kl. 16.00, og mit tog kørte kl. 13:48. Det vil sige lidt over to timers togtur fra Randers. I Århus hoppede Sofie og Sofie på, som også skulle med videre til Odense og derefter gik turen ellers mod Svendborg sammen med alle de andre. Men der skulle selvfølgelig gå noget galt, så vi var nødt til at stå af togen i Stenstrup og vente på det næste - hvor den ANDEN halvdel af campens deltagere var i. Forestil dig næsten 200 mennesker mellem 15 og 17 år stuvet sammen i et regional tog. Trægt, ikke sandt?
Da vi endelig kom til Svendborg endte vi alle på en lille station, hvor vi skulle stå i kø udenfor for at få krydset vores navne af. Derefter skulle vi gå tilbage ind på stationen og vente på de sidste, hvorefter vi så begyndte at gå mod Danhostel Svendborg, som lå godt 700 meter derfra.
Det første, som skete på Danhostel, var inddeling på værelser - troede man. Alle var blevet inddelt på værelser og i grupper på forhånd. Nogle skulle bo 2, nogle 3 og andre 4 personer på et værelse. Heldigvis, eller måske ikke heldigvis, skulle jeg kun bo på værelse med en anden person, Julia, som jeg allerede kendte fra infomødet i Århus. Det var fedt, for vi kom godt ud af det med hinanden. Vi var begge i gruppe 2, som havde farven pink. Vores "mødested" var nede i kælderen, allerbagerst, hvor der var meget dårlig udluftning, men det var okay, for vi havde lufthockey, bordfodbold og bordtennis
På den første dag handlede det først om at lære hinanden lidt at kende. Derfor sendte vores gruppeleder, Mikkel, en rulle toiletpapir rundt, hvor vi skulle tage så mange stykker, som vi troede vi ville få brug for. Nogle tog få stykker, som mig, der kun tog fire, mens andre tog vildt mange stykker. Det viste sig, at for hvert stykke man havde taget, skulle man fortælle en ting om sig selv. Det var sværere end man lige skulle tro, men alle kom da igennem - også dem, der havde taget en 10-15 stykker.
Kl. 19.00 blev vi officielt budt velkommen af EF Staff'et. De dansede EF dansen for os - det var ret sjovt at se på.
Derefter var der aftensmad, hvorefter vi gik tilbage til vores mødested, og der begyndte vi på nogle af de mere "seriøse" ting. Vi snakkede, om
hvilke værdier vi havde i forhold til næste år, om vores forventninger,
og om vores værtsfamiliers og værtslands forventninger.
Bagefter blev vi ledt op ovenpå til en noget med de andre hold, som vi "tilfældigvis" kom for sent til - fordi to af pigerne på vores hold havde fødselsdag. Der var kage, måske endda lidt for meget. Der blev spist i omkring en halv time, hvorefter vi havde lidt fri til at gå rundt og kigge - Julia og jeg gik rundt og kiggede på Hostel'et, for at finde ud af, hvor de andre grupper "hang ud". Det var vi ikke så gode til, så vi spurgte Lise, om hun ikke ville vise os, hvor gruppe 3 var, for vores veninde Lea var i den gruppe. Men vi fandt dem da.
Og så gik vi tilbage til gruppe 2 til "candle chat". Det var fandme hyggeligt. Bare sidde der omkring nogle stearinlys og snakke om hvad man havde lavet i dag sammen med ens gruppe.
Til sidst blev vi sendt tilbage på vores værelser for at sove. Mikkel gik rundt og sagde godnat til alle. Julia og jeg sad bare oppe og så om der var noget i TV. Det var der ikke, så vi lagde os til sove.
I går morges, mandag d. 21. maj, tog min mor og jeg toget til København klokken lidt i 7. Jeg var ret træt, og brugte det meste af togturen på at halvsove og læse "The Hunger Games: Catching Fire" ("Løbeild" på dansk), mens min mor sov så meget, at hun ikke opdagede, at vi kørte over broerne.
Vi ankom i København omkring klokken 10 - 1½ time til jeg skulle på den amerikanske ambassade til et interview. Vi fik 1 time til at gå med at spise noget mad, vi købte, og ellers bare gå lidt rundt på Strøget og kigge.
Derefter sad vi ellers i 25 minutter et stykke væk fra ambassaden og ventede. Jeg tror ikke, at jeg har været så nervøs længe, men tiden gik da, og klokken 11:30 sad jeg inde i den amerikanske ambassades venteværelse med nummeret 46 i hånden. Ambassaden er ikke noget at skrive hjem om - når man kommer ind, er der security med det samme, hvor de spørger, om man har mobil, bælte og/eller ur på sig. Hvis du har det, skal du aflevere det til dem, så du kan få det tilbage senere. Derefter, skal du aflevere de ting, du ellers har få dig, og gå igennem en metaldetektor. Sker der ikke noget, får du selvfølgelig dine ting tilbage - går den af, ved jeg ikke, hvad der sker.
Så kommer man ind i venteværelset, der ikke er ret stort. Der er en masse røde sofaer, og en lilla, der står i et halvt afskåret lokale.
De kalder på dig - med dit nummer - når det er din tur. Jeg tror, jeg sad i næsten 20 minutter og ventede på, at de skulle kalde "46" - fourty-six. Da gik jeg op til skranken, hvor jeg afleverede mine papirer, mit pas og nogle billeder, der skulle scannes ind. Jeg skulle også skrive under på et papir og have scannet mine fingeraftryk. Så blev jeg bedt om at sætte mig ned igen og vente på, at de kaldte mig op igen. Der gik cirka 5 minutter med mere venten.
Der efter blev jeg kaldt op til en anden skranke og blev "interviewet" eller rettere, stillet 3 eller 4 spørgsmål, jeg skulle svare på - på engelsk. "What do you want to do in the U.S.A.?" "On a High School Year?" "Where are you going?" "Are you excited?".
Og det var det. Sådan et anti-klimaks, jeg ved det, men det er sandt.
Men at komme ud fra ambassaden var lidt forvirrende. Først skulle man gå ud fra venteværelset i den dør, man kom ind ad, men derefter var man nødt til at gå udenfor, bag hegnet, for at gå ind igennem en dør, som ledte ind til samme lokale, som man var i før, for at man kunne komme ud ad hoveddøren og ud på gaden.
Derefter gik jeg hen til min mor, der havde slået sig ned på en bænk, hvor hun ventede - og så stod den ellers på Strøgtur! Vi gik ind i mange forskellige butikker og kiggede, men vi købte ikke meget, mest tøj til mig. Vi spiste også sushi - meget sushi. Rigtig meget sushi. Jeg tror ikke, jeg har været så mæt nogensinde før. Vi fik 30 stykker til deling, og vi spiste ikke engang 10 hver.
Så var der 1½ til vi skulle hjem. Dem brugte vi på at sidde på Københavns Hovebanegård og lave ja, ingenting.
Og så gik turen ellers hjemad til Randers, hvor vi sad ved siden af en pige fra Hobro (eller som skulle til Hobro, så jeg går udfra, at hun bor der), som havde super kort hår, hvilket klædte hende super godt. Vi blev ved med at sidde og smile til hinanden, hvis vi fangede hinandens blikke. På et tidspunkt væltede hendes taske og alting røg ind under mit sæde, så jeg var nødt til at samle det op. Bogen var ikke let at få fat på, og så sagde hun bare "Så god er den heller ikke,". Det grinte jeg lidt af. Jeg fandt aldrig ud af hvad hun hed - jeg burde have spurgt hende
