fredag den 22. juni 2012

EF Kick-Off Camp i Svendborg (Dag 1)

I sidste weekend var jeg i Svendborg på Fyn til noget, som vi kalder for EF Kick-Off Camp. Generelt går det ud på at lære en hel masse ting om ens kommende High School Year gennem en masse anderledes og spændende aktiviteter og, selvfølgelig, nogle få foredrag.

Men lad os nu starte fra begyndelsen. Campen startede kl. 16.00, og mit tog kørte kl. 13:48. Det vil sige lidt over to timers togtur fra Randers. I Århus hoppede Sofie og Sofie på, som også skulle med videre til Odense og derefter gik turen ellers mod Svendborg sammen med alle de andre. Men der skulle selvfølgelig gå noget galt, så vi var nødt til at stå af togen i Stenstrup og vente på det næste - hvor den ANDEN halvdel af campens deltagere var i. Forestil dig næsten 200 mennesker mellem 15 og 17 år stuvet sammen i et regional tog. Trægt, ikke sandt?

Da vi endelig kom til Svendborg endte vi alle på en lille station, hvor vi skulle stå i kø udenfor for at få krydset vores navne af. Derefter skulle vi gå tilbage ind på stationen og vente på de sidste, hvorefter vi så begyndte at gå mod Danhostel Svendborg, som lå godt 700 meter derfra.
Det første, som skete på Danhostel, var inddeling på værelser - troede man. Alle var blevet inddelt på værelser og i grupper på forhånd. Nogle skulle bo 2, nogle 3 og andre 4 personer på et værelse. Heldigvis, eller måske ikke heldigvis, skulle jeg kun bo på værelse med en anden person, Julia, som jeg allerede kendte fra infomødet i Århus. Det var fedt, for vi kom godt ud af det med hinanden. Vi var begge i gruppe 2, som havde farven pink. Vores "mødested" var nede i kælderen, allerbagerst, hvor der var meget dårlig udluftning, men det var okay, for vi havde lufthockey, bordfodbold og bordtennis

På den første dag handlede det først om at lære hinanden lidt at kende. Derfor sendte vores gruppeleder, Mikkel, en rulle toiletpapir rundt, hvor vi skulle tage så mange stykker, som vi troede vi ville få brug for. Nogle tog få stykker, som mig, der kun tog fire, mens andre tog vildt mange stykker. Det viste sig, at for hvert stykke man havde taget, skulle man fortælle en ting om sig selv. Det var sværere end man lige skulle tro, men alle kom da igennem - også dem, der havde taget en 10-15 stykker.
Kl. 19.00 blev vi officielt budt velkommen af EF Staff'et. De dansede EF dansen for os - det var ret sjovt at se på.

Derefter var der aftensmad, hvorefter vi gik tilbage til vores mødested, og der begyndte vi på nogle af de mere "seriøse" ting. Vi snakkede, om hvilke værdier vi havde i forhold til næste år, om vores forventninger, og om vores værtsfamiliers og værtslands forventninger.
Bagefter blev vi ledt op ovenpå til en noget med de andre hold, som vi "tilfældigvis" kom for sent til - fordi to af pigerne på vores hold havde fødselsdag. Der var kage, måske endda lidt for meget. Der blev spist i omkring en halv time, hvorefter vi havde lidt fri til at gå rundt og kigge - Julia og jeg gik rundt og kiggede på Hostel'et, for at finde ud af, hvor de andre grupper "hang ud". Det var vi ikke så gode til, så vi spurgte Lise, om hun ikke ville vise os, hvor gruppe 3 var, for vores veninde Lea var i den gruppe. Men vi fandt dem da.
Og så gik vi tilbage til gruppe 2 til "candle chat". Det var fandme hyggeligt. Bare sidde der omkring nogle stearinlys og snakke om hvad man havde lavet i dag sammen med ens gruppe.

Til sidst blev vi sendt tilbage på vores værelser for at sove. Mikkel gik rundt og sagde godnat til alle. Julia og jeg sad bare oppe og så om der var noget i TV. Det var der ikke, så vi lagde os til sove.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar